2020 © Forlaget Cobolt

Kvinder i tegneserier – Fra det totale fravær til #metoo og ikke-binære helte

Hvornår og hvordan begyndte kvinder at optræde i tegneserier? Hvilke stereotyper har gjort sig gældende før og nu? Og hvordan ser det ud med udviklingen fra start til i dag?

For at svare på de spørgsmål har vi lavet den guidede tour Kvinder i tegneserier. Touren tager udgangspunkt i de fantastiske kvinder, du kan finde i de tegneserier, vi udgiver her hos Forlaget Cobolt.

I de første to tredjedele af det tyvende århundrede var der en decideret mangel på kvinder i tegneserier, men derefter begyndte det heldigvis at ændre sig. Ligesom i den øvrige kunst og litteratur afspejles samfundet naturligvis i tegneserien og dermed også kvindens rolle og status. Udviklingen kan deles op i fem kategorier:

•    Save me, Seduce me
•    Look at Her Saving the World
•    Look at Me Looking at Me
•    Look at Her
•    I’m Looking at You

Fra at der tidligere kun var ganske få rollemuligheder til kvinder, er der i dag en langt bredere vifte. Fra at kvinder, hvis de overhovedet var med, udelukkende optrådte som passive skønhedsobjekter i fortællinger skrevet af mænd for mænd, optræder kvinder i dag også som agerende subjekter. Der er over tid sket en feministisk proces, hvor kvinden har taget blikket eller perspektivet tilbage. På den måde er der skabt andre rollemuligheder end luderens eller madonnaens. Dette kønsrolleopgør har fundet sted i film, i bøger og altså også i tegneserier.


Det er ikke altid, kvinderne har fået tildelt en aktiv rolle i litteraturen og i nedskrivningen af historiske begivenheder. Det har blandt andre Karoline Stjernfelt ændret på med sin anmelderroste I morgen bliver bedre.

Save Me, Seduce Me

I de tidligste tegneserier var kvinder generelt set pænt underrepræsenterede eller helt og aldeles fraværende. Når de endelig var med, var det ofte i rollen som passivt skønhedsobjekt, der trængte godt og grundigt til at blive reddet.

I de tegneserier hvor kvinder rent faktisk optrådte, havde de stort set ingen indflydelse på handlingen, men var i stedet genstand for den handling, de(n) mandlige protagonist(er) ejede. Af og til var kvinder så også ‘rosinen i pølseenden’; red kvinde, få kvinde. De kan derfor kaldes Save me, Seduce me-tegneserier.


Da Smølfine første gang dukkede op i Smølferne i midten af 60’erne, skulle de andre smølfer hele tiden redde hende. Historien om Smølfines ankomst i landsbyen findes i samlingen Smølferne 1958-1966.

Look at Her Saving the World

I Look at Her Saving the World-tegneserierne begynder det dog at lysne med den kvindelige tilstedeværelse. I en række serier finder vi nu kvinder i afgørende hovedroller; agerende og eventyrlystne og med detektivens eller verdensredderens iver. Der er tale om skønne, handlekraftige og selvstændige kvinder, af og til udstyret med kønne, maskuline sidekicks.


Her et udvalg af Look at Her Saving the World-heltene, vi udgiver her på forlaget Linda, Natacha, Franka og Angela ’Angel’ McCloud. Elektroingeniøren med sort bælte i aikido Yoko Tsuno er også en af disse handlekraftige, eventyrlystne og smukke helte.

Look at me looking at me

Den tredje kategori finder sin søster i midt-90erne og start-00ernes chicklit som Bridget Jones og Sex and the City. Som med Look at me saving the World-tegneserierne er hovedrollerne besat af kvinder. En afgørende forskel er dog, at målgruppen mere umiskendeligt er kvinder. Man kan også helt overordnet betegne genren som ‘bekendelseslitteratur med forkærlighed for at gå (næsten) helt ind i det private og det pinlige.’ Det sande hverdagsliv, hvor antihelten spænder ben for sig selv, er alt for fuld til firmafesten eller dealer med kærestesorg.


I Kærestesorg undersøger Stinestregen de forskellige faser, man kan opleve i hjerteknust tilstand. Gennem den hudløst ærlige selvfremstilling gøres der også op med de idealbilleder, der af og til forstærker smerten.

Overordnet set kan man tale om en spirende indsigt i kvinden som en social konstruktion. Kvindens position som den primære forælder, den lækre i parringsdansen og den, der tjener mindst, er konsekvenser af denne sociale konstruktion. Ved at udstille sig selv kikset dinglende i dette virvar af krav og forventninger bestræbes en afmontering af samme. Look at me looking at me-tegneserierne konfronterer gennem pinlige afsløringer de gængse normer og baner på den måde vej for senere, mere frigjorte genrer.


I Voksenlivet er en myte stiller Sarah Andersen skarpt på kontrasten mellem omgivelsernes forventninger og det man faktisk formår eller har lyst til. Look at me looking at me-genren konfronterer gennem ærlighed og pinlighed samfundets idealer og forventninger - til kvinder især.

Look at her

Tegneserierne her er (oftest) af kvinder og om kvinder. Genfortælling eller beskrivelse af kvinden som et subjekt er kendetegnende. Blandt vores udgivelser kan du finde to underkategorier. Biografiske Look at her-tegneserier og skønlitterære Look at her-tegneserier.


I I’m every woman får Liv Strömquist bl.a. fortalt om en række af de kvinder, der har stået i skyggen af berømte mandlige kunstnere, videnskabsmænd, popstjerner mv. Disse kvinders betydning (og ja, deres blotte eksistens) får endelig et publikum.

I de biografiske titler tages der simpelthen nye briller, når vi ser tilbage på historien. Der er tale om et perspektivskifte, hvor kvinder hives frem af glemmebogen eller fortælles om på en helt ny måde. Fortælleren tager på vegne af kvindekønnet blikket tilbage; det mandlige blik erstattes af et feminint.


Marie Curie er en af de historisk betydningsfulde kvinder, der endelig får opmærksomhed; i bøger, film og tegneserier. Her er det fra biografien Marie Curie – Et lys i mørket af Frances A. Østerfelt, Anja C. Andersen og Anna Blaszczyk.

Udover genfortællingen opereres der med nogle stilistiske greb, der ligeledes medvirker til omfortællingen; kvinderne er ikke nødvendigvis skønne eller smukke, søde eller slanke. De har måske hår på benene og en hang til magt, druk og/eller liderlighed. Der er fokus på deres liv og bedrifter. Og de har, for manges vedkommende, haft en direkte, men overset, betydning for historien.


I trilogien I morgen bliver bedre fortæller Karoline Stjernfelt om en afgørende og velkendt danmarkshistorisk begivenhed, men fra en kvindes perspektiv. På den måde etablerer hun, at kvinder FANDTES i historisk sammenhæng, og at de HAVDE betydning for og indflydelse på tingenes udvikling. Herudover formår Stjernfelt desuden at pille kvindefiguren ned fra en omklamrende piedestal af yndighed, uskyld og passivitet. Dette ved at vise børnefødsler, hår på benene og kvinden som et (magt)begærligt individ.


I Look at her-udgivelsen Skamløs – Rebelske kvinder der ændrede verden fortæller Pénélope Bagieu den mere fuldstændige historie om eksempelvis Joséphine Baker. De fleste kender Baker for bananskørtdansen, men faktisk var hun også en anerkendt og betydningsfuld modstandskvinde. Look at her-genren husker eller genfortæller historiske kvinders betydningsfulde liv og trækker dermed fortidens såvel som nutidens kvinder ud af stereotype og fastlåste rollemønstre.

Den anden Look at her- kategori indeholder skønlitterære tegneserier om og af kvinder, der i sin interesse for kvinden som subjekt i stedet for skønhedsobjekt består den såkaldte ‘bechdel-test’. Bechdel-testen er udviklet af Allison Bechdel tilbage i 1985 i hendes tegneseriestribe Dykes to Watch Out For.


Anne Mette Kærulf Lorentzen fortæller i den autofiktive Skamlebben historien om Louise, der må tage springet fra kernefamiliens skød og ud af skabet. Hun er 41 år og ’homo med forsinkelse.’

Testen er oprindeligt opfundet til filmmediet, men kan fint overføres til litteratur også. For at bestå testen skal følgende tre betingelser opfyldes:

•    Der skal være mindst to navngivne kvinder
•    De skal tale med hinanden
•    De skal tale om noget andet end mænd

Look at her-genren bringer historier med kvindelige hovedrolleindehavere frie af kvindeundertrykkende fortællestrukturer; historier, der med Bechdel i hånden, bevidst eller ubevidst, transcenderer køn, konstruktion og normkrav, og fortæller om mennesket kvinde.


I den autobiografiske Persepolis - Min iranske barndom fortæller Marjane Satrapi om sin opvækst under den islamiske revolution i Iran i 1979. Det er kulturrevolution, opvækst og en pludselig ændret og stærkt begrænsende hverdag set gennem den lille pige og senere unge kvindes øjne.

I’m looking at you

I I’m looking at you-tegneserierne finder vi skønne feminine subjekter side om side med uskønne, vrængende, vrede og morsomme. Udstyret med satire og sarkasme dissekerer og diagnosticerer kvinderne her den omverden og de strukturerer, der undertrykker og konstruerer. Mandens implicitte status dekonstrueres, og måske må de mandlige karakterer endda se sig udsat for et aggressivt, feminint begær.


Masserne og ikke mindst massemedierne har stået i kø for at mæske sig i Britney Spears eklatante deroute tilbage i 2007, hvor hun bl.a. ragede sit hår af og gik amok på pressen. Liv Strömquist har derimod rullet ærmerne op og grundigt overvejet, hvad det var, der egentlig skete. Hendes analyse i I'm every woman er, at mere end et orgie i stoffer og selvoptagethed, var der tale om en feministisk proces. En proces som vi alle bør fejre. Britney Spears gjorde efter årevis med dans og sang og leven-op-til andres forventninger og idealer op med sin låste poptilværelse og sit lange, blonde hår, og satte sig på den måde endeligt fri.



I Du vil ha’ mig lader Nina Hemmingsson bl.a. kvinderne optræde forfriskende aggressivt og brovtende. Dette afstedkommer en slags ‘spejl-mur’-hilsen til mandekønnet med kærlig hilsen fra kvindekønnet tillige med en afsløring af de mest patriarkate konversationsformer. Desuden mindes der grundigt om, at kvinder OGSÅ er liderlige, dumme og aldeles urimelige, og ... at de bliver ved med at være det, også når de er blevet gamle.

Blandt metoderne i I’m looking at you-genren finder man det, man kunne kalde en feministisk vending; kendte kønshierakier bliver vendt på hovedet og rollerne byttet rundt. I’m looking at you er en feministisk reclaim-proces, hvor den kvindelige protagonist gør sig endeligt fri af det patriarkalske blik, og hvor denne nye tilstand fejres med en stærk interesse for og undersøgelse af, hvad JEG har lyst til.


I denne rude fra I’m every woman viser Liv Strömquist ved hjælp af en simpel feministisk vending, hvordan kønsnormer og kvindeundertrykkende strukturer er i spil de fleste steder, og desuden at de er konstruerede og derfor også kan dekonstrueres. 


Gina Wynbrandt serverer i Er der ikke nogen der gider bolle mig, please et munterperverst indblik i en ung kvindes begær. Blottet for hverken lyst eller evne til at leve op til gængse normkrav udstiller Gina Wynbrandt ærligt, satirisk og hensynsløst sine begærsfantasier. På den måde sætter hun sig selv, og kvinder generelt, fri af omgivelserne forventninger.


Hit-Girl er udover at være en superheltetegneserie også en #metoo feministisk krigserklæring mod filmindustriens (og en masse andre industriers) kvindeundertrykkelse. Her er kvinden ikke længere et offer men i, karakter af Hit-Girl, en hævner. I Pernille Ørums skønne Disney-streg kastrerer og slagter Hit-Girl undertrykkende og overgrebsparate mænd på stribe.


Og det bringer os frem til sidste stop på vores guidede tour Kvinder i tegneserier. Lars Kramhøft og Jam Adens Frankenstine sprænger alle kønsrammer. Hovedpersonen, Stine, eller Frankenstine, er nemlig hverken mand eller kvinde, men ikke-binær. Bogen er netop udkommet. Enjoy!