• Gratis levering ved køb over 500,-
  • 14 dages fuld returret
0
 
Din kurv Luk
Henter din indkøbskurv...
Fragt
  DKK fra at opnå fri fragt
Total 0,00 DKK
 
 

19. juni 2018 © Forlaget Cobolt

Velkommen til verden, Garfield

I dag fylder Garfield 40 år. Den lasagneelskende kat, der så dagens lys første gang den 19. juni 1978, blev skabt af Jim Davis. Tegneren havde ikke opnået succes med en tegneserie om insekter og var udkig efter nye idéer. Nuser fra Radiserne greb hans opmærksomhed, og han besluttede sig for, at frontfiguren for hans nye tegneseriestribe skulle være lige så elskelig som den populære hund - og her var et insekt måske ikke lige sagen. Det gik op for ham, at katte var et sjældent syn i tegneseriestriberne og det blev starten på Garfields eventyr - en doven kat, der hader mandage og elsker lasagne. En tegneserie til alle dem, der elsker katte, ligesom Radiserne med Nuser var til dem, der elsker hunde.

Siden den dag i 1978 er Garfield vokset fra at være en lokal tegneseriestribe til at være en verdenskendt kat med sine helt egne film, tv-serier, spil og bøger.

Garfield på slankekur

Her 40 år senere er Garfield ikke helt den samme tykke kat, vi lærte at kende i starten. Første gang vi ser ham, er han en, for at sige det lige ud, meget fed kat, der ser uendelig træt ud. Han har altid alle fire poter solidt plantet på jorden, og de ligner alle sammen helt almindelige kattepoter. I dag går han dog konsekvent på sine bagpoter, som er vokset til to næsten menneskelignende fødder og på trods af sin madglade natur har han i løbet af sine 40 år tabt sig en hel del. Han ser heller ikke helt lige så træt og doven ud længere, men det skal man ikke lade sig narre  af; han er nemlig nøjagtig lige så doven i dag, som han altid har været.



Også den gode Futte har ændret sig i årenes løb. I begyndelsen ser vi ham kun gå på alle fire poter, men da Garfield begynder at gå på to ben, får Futte også for vane at gå på to ben en gang imellem. I starten er Futte gul med sorte ører, men det ændrer sig senere, så han i stedet har brune ører. Han har dog altid haft en sort plet på siden af maven.

Garfields fødselsdag gennem tiden

På Garfields 10-års fødselsdag laver man i USA et tv-program, hvor Jim Davis inviterer læserne med bagom scenen. Her ser vi, hvem der arbejder på Garfield og hører vittigheder fra de tidligere striber. Den sidste del af programmet viser fødselsdagsfester, som bliver holdt for at fejre den dovne kat og til sidst flyver Jim Davis afsted i en kæmpe Garfield-formet luftballon.

Da Garfield fylder 25 år, kan fans komme på en uges fødselsdagscruise og til en tredages fødselsdagsfest i Indiana, hvor Jim Davis bor, med både parade og en udstilling af 25 Garfield-statuer designet af lokale kunstnere.

I 2008, da Garfield fylder 30 år, bliver han stjerne i en helt ny tv-serie i Frankrig, skabt af forlaget, som udgiver tegneserien på fransk.

Stort tillykke med de 40 år, Garfield!

Se vores udvalg af Garfield-tegneserier.