2025 © Forlaget Cobolt

Asterix 41: Et nyt kapitel i den 66 år gamle tegneserieklassiker

Da det nye Asterix 41-album udkom i efteråret 2025, var det ikke en helt almindelig udgivelsesdag: Det var en verdenspremiere. Et helt nyt Asterix-album ser ikke ofte dagens lys, og derfor er det en ekstra særlig begivenhed, når det gør. Processen omkring udgivelsen er omgærdet af en masse hemmelighedskræmmeri, og kun en meget lille kreds får lov til at se siderne og forsiden, før albummet rammer butikkerne.

Selvom det er to nye skabere, der står bag serien i dag, ændrer det ikke på stemningen i albummene, for skaberne bag de nye album gør en dyd ud af at videreføre Asterix-universet med respekt for seriens originale skabere, René Goscinny og Albert Uderzo.

Historien om tilblivelsen af Asterix begynder for 66 år siden. Tilbage i 1959, i en forstad til Paris, sad to unge tegneserieskabere med en stram deadline. De var i gang med at skabe noget, der både skulle være fransk og originalt. De undersøgte myter og historier, og faldt til sidst over gallernes verden, og her faldt tiøren så. D. 29. oktober samme år får Asterix sin første optræden i ugebladet Pilote. Hvad ingen dengang kunne forudse var, hvordan de to gallere skulle ende med at blive globale kulturikoner i mere end et halvt århundrede. 

Da Uderzo gik på pension i 2013 – efter over 50 års arbejde med serien – valgte han selv Didier Conrad som sin arvtager ved tegnebordet. Conrad, der er født samme år som Asterix, har siden skabt fem Asterix-album, og Asterix i Lusitanien er hans sjette. Manuskriptet står Fabrice Caro, også kaldet Fabcaro, for. Han er en fransk tegneserieforfatter, der i 2023 fik en imponerende modtagelse for sit første Asterix-album, Asterix 40: Den Hvide Iris. Og nu står de to sammen bag album nummer 41. Et album der endnu engang beviser, at Asterix og Obelix stadig har masser af eventyr i sig, selv efter 66 år.

Lusitanien: En destination fyldt med forventninger

Det nye Asterix går, som titlen peger på, til Lusitanien; det sted, vi i dag kender som Portugal. Selvom de to gæve gallere har besøgt utallige steder og lande, er det første gang, Asterix og Obelix sætter fod i Portugal – en destination, der i årevis har været efterspurgt af fans verden over. 

Den portugisiske ambassadør i Frankrig, Francisco Ribeiro de Menezes, udtrykker sin begejstring for besøget af de to gallere:

”Lusitanien byder sine venner Asterix og Obelix velkommen med åbne arme. Vi har ventet på dem længe. Ligesom de ukuelige gallere, måtte lusitanerne også kæmpe for deres frihed og bevare deres identitet, der er blevet formet over for det samme hav og det samme imperium. Lusitanere og gallere har meget til fælles – deres madglæde, deres patriotisme, deres digte og sange, deres rejser og opdagelser”.

Den portugisiske begejstring for dette album understreger ikke blot seriens popularitet, men også den måde, hvorpå Asterix-universet stadig kan udforske nye steder og nye kulturelle vinkler.

Når Asterix og Obelix lander i Lusitanien, fortsætter serien altså sin lange tradition for at lade de to gallere gå på opdagelse i lokale skikke og særtræk. Siden 1959 har Asterix skabt genkendelige fortællinger, hvor nationale kendetegn bliver til kærlige karikaturer, de forskellige madkulturer bliver kilder til konflikter, og hvor humor fungerer som den egentlige universelle valuta. At turen denne gang går til Lusitanien – et sted med sin egen historie og unikke myter – gør, at fortællingen kan vise, hvordan vores idéer om national identitet også præges af fortiden. Antikken fungerer derfor både som et spejl og parodi på samtidens forestillinger om national identitet. 

De lusitanske kendetegn 

Asterix og Obelix’ rejser har altid spillet på nationale kendetegn, som briternes stoiske sind, spaniernes stolthed og schweizernes renlighed. I dette album er valget faldet på saudade; et ord der dækker over den særegne portugisiske melankoli. Et måske lidt usædvanligt valg, for saudade er netop kendt som en følelse, der ikke helt kan defineres – det er en blanding af længsel, skønhed, tab, håb og afsavn, ofte ledsaget af solnedgange og lyden af den portugisiske guitar, fadoen. Et ord, der lidt ligesom danskernes idé om ”hygge”, ikke er noget man kan oversætte, men noget, man må opleve for at forstå. Albummet lader denne melankoli fungere som en slags kollektiv tilstand, der både kan ses i stemningen, farverne og humoren, og ligger som et lag over hele fortællingen. Denne gennemgående stemning er dog ikke noget, der står i vejen for gæstfrihed og venlighed hos lusitanerne. Tværtimod er gæstfrihed noget, som i den grad afspejler befolkningen, både historisk og kulturelt. 

Der findes heller ingen rejse uden fokus på maden. I Lusitanien er det torsken der er hovedingrediensen i det kulinariske landskab, og Obelix’ vildsvinsloyalitet kolliderer således med landets maritime identitet. Men torsken er ikke bare en (lækker) ret. Det er også et symbol på handel og en lusitansk selvforståelse. Da gastronomi, som tidligere nævnt, næsten altid fungerer som katalysator for heftige diskussioner og uenigheder, bliver denne kulinariske kulturkollision både genkendelig og underholdende for læseren.

Albummet udvider også Asterix-universets persongalleri ved at introducere lusitanske kvinder, noget Uderzo ikke tidligere har tegnet. Conrad forklarer, at han normalt altid kigger på, hvordan tegneseriens oprindelige skabere har lavet figurernes udseende, så der ikke er nogen store uoverensstemmelser:

”Goscinny og Uderzo havde lagt grunden til lusitanernes fysiske fremtoning, fordi der allerede medvirker en lusitaner i Byplanlæggeren. Han kom til at tjene som forbillede for mig, da jeg skulle tegne Isides og Esemes, de to lusitanske vognførere, der optræder i Asterix i Støvlelandet.”

Men da Albert Uderzo ikke tidligere har tegnet lusitanske kvinder, måtte Conrad selv opfinde deres udseende. Han fortæller, at han hentede inspiration fra populære personligheder i Portugal, hvorefter han tilpassede deres beklædning, så den både passede til antikken, men også til det visuelle univers, vi kender fra Asterix. Det var derudover vigtigt for Conrad at sørge for, at figurerne ikke lignede dem fra Asterix ta’r til Spanien. Hvor Uderzo og Goscinny portrætterede spanierne som meget stolte personer, blev kendetegnet for lusitanerne den tidligere omtalte melankoli og mildhed." 

Asterix’ vedvarende relevans

Albummet viser altså, at Asterix ikke kun er et nostalgisk minde fra fortiden, men en serie, der stadig i dag udforsker identitet, nationalitet, kultur og historiefortælling med en god portion humor. Kombinationen af satirisk skarphed, kærlige karikaturer og historisk nysgerrighed gør, at serien fortsat engagerer læsere verden over. 

Fabcaro peger selv på dette som en af grundene til seriens store succes i et interview med tegneseriemagasinet, Nummer 9:

”Det er en historie, som foregår i antikken, men det er bare et kostume. Det er en undskyldning for at tale om samtiden og den måde, vores samfund udvikler sig på. Alle Asterixer har fulgt med tiden. I den forstand kan tegneserien ikke blive forældet, fordi indpakningen altid er den samme.” 

Asterix i Lusitanien føjer sig dermed ind i rækken af rejsealbums, der underholder, samtidig med at de giver stof til eftertanke om, hvordan kultur opleves og fortælles, denne gang med et strejf af melankoli, Atlanterhavets frodige miljø og torsk, der hænger til tørre på altanen.



Se alle udgivelser med Asterix.