• Gratis levering ved køb over 500,-
  • 14 dages fuld returret
0
 
Din kurv Luk
Henter din indkøbskurv...
Fragt
  DKK fra at opnå fri fragt
Total 0,00 DKK
Tintin i Sovjetunionen i farver


10. januar 2019 © Forlaget Cobolt

Tintin - den eventyrlystne reporter fylder 90 år

 

Et interview med Philippe Goddin.

For præcis 90 år siden – 10. januar 1929 - sender en ung Hergé på kun 21 år sin endnu ukendte reporter ud på det første eventyr. Helt uvidende om den succes der venter i kølvandet på de sort-hvide striber i Tintin i Sovjetunionen.  Et mytisk album som indvarsler den personlighed og de oplevelser, som hundredvis af millioner læsere verden over stadig er lidenskabeligt optaget af.  

Vi fejrer den evigt unge reporters 90 års fødselsdag med et interview, hvor Philippe Goddin – Hergés førende biograf og forfatter til Hergés liv og værk – fortæller om Tintin i Sovjetunionen, Hergés ambivalente forhold til netop dette første eventyr og hvordan de sort-hvide striber endte med først at blive farvelagt efter 90 år.

Hvilken plads indtager Tintin i Sovjetunionen i helheden af Tintins oplevelser?

Da Hergé gik i gang med historien, kunne han jo ikke forestille sig, at den personlighed, han var i færd med at skabe, ville få sådan en succes, og især ikke at historien skulle udgives som album. Så han improviserede virkelig, som han ofte selv har forklaret i interviews. Og på en vis måde mærkes det jo, for personen er slet ikke fuldt udviklet i begyndelsen. Historien viser sig i øvrigt mere komisk end alvorligt engageret. Nej, vel er historien da engageret, for Hergé befinder sig i et katolsk miljø, og på den tid var Sovjetunionen lig med Helvede. Så det har et præg af karikatur. Men det er virkelig den grotesk komiske side af sagen, der dominerer med meget dynamiske handlingsforløb.

Hergés fantasi er uden grænser, fordi personen endnu ikke behøver at være forankret i en vis virkelighed. Han kan lade ham gøre hvad som helst, selv helt absurde eller totalt umulige ting! Men i denne fortælling ligger spirerne til en hel stribe forhold, der bliver meget vigtige i Hergés videre karriere, især når det drejer sig om tegneseriens grammatik og sprog: metoder til at vise dynamik, formen på taleboblerne, placering af lydord.

Også hans ligne claire, den rene, lyse streg, kommer på plads lidt efter lidt. De to første sider skiller sig lidt ud, for de er tegnet på kalkerpapir, men fra og med tredje side får historien et enhedspræg, og personen bliver rundere og mere dynamisk, den gør sig fri. Rent tegneteknisk introduceres her Redis-pennen, hvis spids ender i en lille cirkelrund plade af vekslende størrelse, som glider hen over papiret og giver tegningen den homogene og meget letlæselige streg.

Tintin i Sovjetunionen i farver side 5

Hergé lægger altså grunden for seriens visuelle teknik med denne historie. Men hvad med det narrative, fortællingen?

I de første album er Tintin en meget fordomsfuld reporter med forudfattede meninger. Han er temmelig høj i hatten, og folk, han ikke bryder sig om, får hurtigt deres bekomst. Men han taler egentlig kun til ret få mennesker, og det er pudsigt at se, at han i Tintin i Sovjetunionen har lidt ustabile ansigtstræk, sommetider helt uden mund, som om Hergé indrømmer, at han ikke har brug for den. I dag er Tintin et mønstereksempel på kommunikation og åbenhed over for andre såvel som retfærdighedssans – men det har han ikke altid været! Her må man se tingene i perspektiv og anerkende Tintin i Sovjetunionen for det, den er: et ungdomsarbejde, endnu afgjort lidt kejtet, men løfterigt.

Tintin i Sovjetunionen side 131

Selv om Tintin ikke (altid) har nogen mund, får han til gengæld et afgørende kendetegn i dette album: sin hårtop ...  

Ja, ganske rigtigt. Det er værd at huske, at denne lok hår rejser sig helt tilfældigt, da han i en åben bil sætter farten op. Pludselig tegner Hergé så hårlokken op i luften i stedet for frem over panden. Måske syntes han godt om det, og i hvert fald slog det ham, at det var et letgenkendeligt træk. I interviews har han sagt, at han ikke kunne tegne – det passer nu ikke – og valgte den hårtop og det runde ansigt for ikke at få problemer fra billede til billede . . .  Jeg tror nu først og fremmest, at der var noget sympatisk ved den strittende hårtop, og det ville han gerne bevare. Og så er den et vidunderligt billede på hele dette albums væsen: bevægelse, tempo og dynamik.

Tintin i Sovjetunionen side 19

Dynamikken symboliseres også af de talrige moderne transportmidler, Tintin benytter sig af. De har andetsteds skrevet, at det gav Hergé lejlighed til allerede her at udvikle sin research ...

Jeg havde selvfølgelig lagt mærke til, at den bil, Tintin stjæler fra politiet i Berlin, var en Mercedes med den tretakkede stjerne. Men da jeg gravede i det, opdagede jeg, at Hergé også havde researchet sig frem til uniformer, våben og transportmidler. Det fly, han kommer til Berlin med, ligner for eksempel grangiveligt de russiske Polikarpov-fly. Der er ganske vist også enkelte fejl, de russiske soldater havde for eksempel ikke råd til skeder til deres bajonetter, men det viser alligevel, at hans omhyggelige research fandtes på trods af lysten til at fortælle en absurd historie.  

Tintin i Sovjetunionen side 113

Det dokumentariske præger jo også den oprindelige lange titel: Tintin reporteren fra »Petit Vingtième« i Sovjetunionen. Hvorfor gjorde Hergé ham til journalist?

Her må vi huske på inspirationen fra en ung dansker, den 15-årige Palle Huld. Efter en konkurrence i dagbladet Politiken havde den unge mand i 1928 vundet en tur Jorden rundt som rejsende reporter. Der blev udgivet en bog med fotografier, hvoraf ét viste Palle Huld på en jernbaneperron i et ternet sæt tøj og kasket – samme outfit som Tintin har på, da han kører ud af Gare du Nord i Bruxelles. De lande, den unge mand besøgte under sin rejse, er mere eller mindre de samme, som Tintin derefter kommer til. Og da Palle Huld vendte hjem, blev han modtaget af en stor menneskemængde, før han dukkede frem på Politikens balkon. Et sceneri, som Hergés chef, abbed Wallez, fik den gode idé at efterligne med en levende Tintin ...

Vakte historien virkelig sådan en begejstring, dengang den blev trykt?

På fotos kan man se, at da den ’falske’ Tintin (en udklædt skuespiller) ankom, blev han ikke modtaget af nogen menneskemængde, hverken uden for Gare du Nord eller på turen ind til centrum. Vi ved jo også, at Tintins publikum var begrænset til læserne af dagbladet Le XXe Siècle, som ikke kan have været så enormt et tal sammenlignet med Tintin-albummenes oplag i vore dage. Men det viser, at der under hans oplevelser i føljetonafsnittene uge efter uge var opstået en form for sympati for figuren, også ud over læserne af avisens ugentlige børnetillæg Le Petit Vingtième – vi må jo huske på, at Hergé allerede var ret kendt fra de katolske spejderes blade.

Tintin i Sovjetunionen side 13

Albumudgaven udkom i Belgien i september 1930. Og derefter sendes Tintin ud på rejser, der er næsten lige så kaotiske som handlingen!

Virkelig kaotiske! Hergé havde ikke ventet sådan en succes. Så da han fik at vide, at historien skulle udgives i albumform, må han bestemt være blevet meget tilfreds. Dengang eksisterede der jo praktisk taget ingen tegneseriealbum, så det var virkelig en anerkendelse. Efter dette første album gik han straks i gang med Tintin i Congo, efterfulgt af Tintin i Amerika. Meget hurtigt blev hans tegnestil mere tilfredsstillende end i Tintin i Sovjetunionen, i øvrigt især i hans egne øjne. Hvilket betød, at da Sovjetunionen-albummets første oplag på 10.000 eksemplarer var udsolgt, var der ikke tale om at genoptrykke det. Han håbede nemlig på at få tid til at gentegne det, ikke nødvendigvis for at ændre fortællingen, men i det mindste forbedre tegningerne.

Men den tid fik han jo aldrig. Og fra 1942 bad hans forlag Casterman ham desuden omarbejde sine tidligere album til standardiserede 62-siders udgaver i farver. Det var et betydeligt arbejde, som han fik hjælp til, især af Alice Devos og Edgar P. Jacobs. På det tidspunkt troede han endnu, at han en dag ville omforme Tintin i Sovjetunionen helt, denne gang både med hensyn til tegnestilen og fortællingen. Men omarbejdningerne tog sin tid og var først tilendebragt i 1955 med den ny version af Faraos cigarer, det sidste af de gamle album, der udkom i farver. Først da kunne han have fået tid til at genoptage Sovjetunionen-historien.

Tintin i Sovjetunionen side 5

Hvorfor gjorde han så ikke det?

Fordi Hergé på det tidspunkt var i en anden sindstilstand, og hans fantasi trak ham mod andre horisonter: Månen, Tournesol-mysteriet ... Da indså han endelig, at han aldrig ville få tid til at genoptage den. Og så besluttede han til sidst at udgive den på en anden måde, i arkivform, så læserne kunne vide, at dette album har eksisteret og har været udgangspunkt for det hele. Dermed stødte han ind i modstand fra Casterman-forlaget, først og fremmest af politiske årsager, men også af kommercielle.

Men Hergé kæmpede og truede og sejrede med en »arkivudgivelse« i 1973 af den originale historie sammen med Totors forunderlige oplevelser (den helt unge Hergés spejderserie om Totor, patruljeføreren for Oldenborrepatruljen) [på dansk i bogen Fra Hergés arkiv, 1975]. Det blev en stor succes, for dengang var der endnu kun ganske få, der havde kunnet læse Tintin i Sovjetunionen. Mængden af piratudgaver pressede desuden Casterman til – på Hergés anmodning – at udgive albummet på denne måde.

Hvordan så Hergé i slutningen af sit liv på dette første album?

Jeg kan ikke mindes nogen opsigtsvækkende udtalelser om det, men eftersom han havde haft den tilfredsstillelse at se fortællingen udgivet i originalversionen, kan vi forestille os, at han må have været glad og kunne kaste et blik præget af ømhed tilbage på sine første skridt. Han var selvfølgelig klar over den berømmelse, han nød hen mod slutningen af sit liv. Og temaet i Tintin og picaroerne viser jo, at han politisk havde ændret holdning ... Men det syn, vi i dag kan have på Sovjetunionen og på personligheder som for eksempel Stalin, minder os jo om, at den unge Hergé med sin karikatur slet ikke var så langt fra virkeligheden.

Tintin i Sovjetunionen side 78

Hvad føjer den ny farvelægning efter Deres mening til albummet?

Jeg har læst de kritiske røster, der hævder, at Hergé aldrig ville være gået med til det. Men hvem kan vide, hvad Hergé ville have ønsket? De forskellige indstillinger, han i tidens løb havde til dette album, gør jo, at vi aldrig kan vide det. Det vigtigste er, at for en del af publikum er og bliver Tintin i Sovjetunionen i den aktuelle tilstand ulæselig, fordi den er i sort-hvid, fordi de finder tegningerne primitive, fordi de ikke dér genkender den Tintin, de elsker osv. I mine øjne er det en subtil farvelægning, som tjener tegningerne godt. Og takket være den bliver albummet uhyre letlæst. En del af publikum kan nu stifte bekendtskab med historien på en mere tiltalende, mere livfuld måde, tættere på den Tintin, man kender. Og det sort-hvide album kan man selvfølgelig stadig få fat i: Ingen er tvunget til at læse den nye version i farver!

Tintin i Sovjetunionen side 17

Se alle udgivelser med Hergé og Tintin.