Fra Franka 23: Geheim 1948 2018 © Forlaget Cobolt Lær 6 stærke tegneseriekvinder at kende Kvinder i tegneserier optræder i alle variationer. De kan være superhelte, spioner og sexobjekter. Operasangerinder, feminister og krigsofre. Statister, satanister og hovedrolleindehavere. Vi har i anledning af 8. marts, kvindernes internationale kampdag, taget et kig på netop nogle af vores kvindelige hovedrolleindehavere. Hvem er de, hvad kan de, hvad er deres væsentligste kendetegn og egenskaber? På Cobolt udgiver vi de gode, velfortalte historier med de smukke og stærke tegninger og de nogle gange fortabte og andre gange stærke, handlekraftige hovedrolleindehavere. Og her får du seks af slagsen og alle af hunkøn. 1. Caroline Mathilde: Dronningekrone og herretøj Navn: Caroline Mathilde Optræder i: I morgen bliver bedre, der handler om prinsesse Caroline Mathilde, som i oktober 1766 bliver viet til den kun syttenårige Christian 7. med det skrøbelige sind.* Alder: Hun døde som 23-årig; landsforvist og uden sine børn. Sted: Caroline var engelsk født, men blev med sit ægteskab til Kong Christian 7., dronning af Danmark og Norge. Profession: Dronning og tronfølgeavler. Mission: Lighed, frihed og søsterskab (Caroline gik gerne i herretøj og ammede selv sine børn). Og havde sex med kongens livlæge, Johann Friedrich Struensee, som hun støttede i hans kamp for et mere ligestillet og socialt retfærdigt Danmark. Sidekick: Struensee. Fjender: Hendes tidsalder og en perlerække af stokkonservative og magtliderlige adels- og embedsmænd. Kendetegn: Dronningekrone og herretøj. Skaber: Gud og Karoline Stjernfelt. *Bonusinfo: Vi venter alle sammen på andet bind, der forventes udgivet i efteråret af 2019. Fra I morgen bliver bedre 1: Kongen 2. Yoko Tsuno: Elektroingeniør i det ydre rum Navn: Yoko Tsuno. Optræder i: De indtil videre 28 Yoko Tsuno-album og 5 samlebind. Roger Leloup er i gang med det næste album i science fiction-serien, og sjette samlebind er på vej. Alder: Sidst i 20’erne. Sted: Yoko Tsuno er født i Japan med kinesiske rødder, men er flyttet til Europa for at forske. Hendes eventyr fører hende rundt i hele verden til fremmede planeter og endda til Jordens indre. Profession: Elektroingeniør.* Mission: At kæmpe for humanisme blandt alverdens civilisationer i universet og forhindre vold, had og miljøødelæggelser i fortid, nutid og fremtid. Sidekick: Vineanerne Khany og Poky, den tyske organist Ingrid Hallberg, russisk-skotske Monye og den lille kinesiske pige Lotusblomst – samt kameramanden Pol og tv-produceren Vic.** Fjender: Tyranner, krigsliderlige og grådige herskere, der vil undertvinge egne eller andre folkeslag, og som vil misbruge moderne teknologi i magtbegærlighedens tjeneste. Kendetegn: Empati, intelligens, teknisk ekspertise, sort bælte i aikido (”den harmoniske krafts vej”), svæveflylicens og helikopterpilotcertifikat. Skaber: Roger Leloup. *Bonusinfo: ... og en af verdens første feministiske tegneseriehelte. Kvinder udgør halvdelen af seriens læsere, og mere end to tredjedele af de henvendelser, Roger Leloup får fra læserne, er fra kvinder. **Bonusinfo: Er Yoko og Vic i virkeligheden kærester? ”Det ved man ikke. Jeg skildrer dem med vilje ikke som tæt knyttet til hinanden,” siger Roger Leloup, ”for mange læsere er ubevidst forelsket i Yoko, og de ville i så fald føle sig ekskluderet.” Fra Yoko Tsuno 28: De udødeliges tempel 3. Marji: Den islamiske revolution og Michael Jackson-badges Navn: Marji Optræder i: Persepolis 1: Min iranske barndom og Persepolis 2: Teheran tur-retur, der handler om Marjane Satrapis egen opvækst i Iran under og efter den islamiske revolution i 1979. Alder: Fra lille pige til først i 20’erne. Sted: Iran og Østrig. Profession: Fra skoleelev med skarpe observationer til ung studerende.* Mission: At fortælle om krigens mørkesider, om kvindeliv- og undertrykkelse, om ignorance. Sidekick: I sin tidlige barndom taler Marji med Gud, men han ender med at skuffe og forsvinder derfor. Senere andre kvinder. Fjende: Frygt og ignorance. Kendetegn: Hemmelige vestlige popeffekter som Iron Maiden-plakater, Nike-sneakers og Michael Jackson-badges. Skaber: Marjane Satrapi. *Bonusinfo: Marjane Satrapi bor i dag i Paris og er tegneserieskaber og filminstruktør. Pt. er hun i gang med at instruere en film om en anden stor og betydningsfuld kvinde, Marie Curie, som vi netop har udgivet en tegneserie om. Tegneserien er skabt af tandlæge og kunstner Frances A. Østerfelt og astrofysiker Anja C. Andersen: Marie Curie - et lys i mørket. Fra Persepolis 1: Min iranske barndom 4. Franka: Krimi, kunst og eksotiske omgivelser Navn: Franka (fulde navn Francesca Victoria). Optræder i: Indtil videre 23 album og et samlebind. Det næste samlebind er på vej. Alder: I 20’erne. Sted: I starten den fiktive by Groterdam, senere i realistiske rammer Amsterdam – samt enhver tænkelig eksotisk lokation i hele verden, ofte i et miljø af kunst, antikviteter, mode eller film. Profession: Oprindelig sekretær på Krimimuseet i Groterdam, siden privatdetektiv og lejlighedsvis amatørarkæolog. Mission: At afsløre nedrige forbrydere og sætte dem bag lås og slå. Og leve livet samtidig, gerne i lækre mænd og begavede kvinders selskab. Sidekick: Hendes hund Gruff og i en periode hendes kæreste, kunsttyven Hugo. Fjender: Lyssky forretningsfolk og svindlere – herunder nogle, der vil hævne sig på hende, fordi hun tidligere har afsløret dem. Kendetegn: Iøjnefaldende rødt hår, eventyrlyst, ben i næsen og appetit på livet. Skaber: Henk Kuijpers. Fra Franka 23: Geheim 1948 5. Gina Wynbrandt: Ugidelig teenager og liderlig topchef Navn: Gina Wynbrandt. Optræder i: Er der ikke nogen der vil bolle mig, please, som er en tegnet novellesamling, der skildrer alt det piger og kvinder ikke må tænke på eller drømme om. Alder: Oftest i tyverne. Sted: USA. Profession: Alt lige fra ugidelig teenager til liderlig topchef og sexslave for en gruppe baggårdskatte. Mission: Sex. Sidekick: Justin Bieber og Kim Kardashian. Fjender: Skønhedsidealer og manglende humor. Kendetegn: Et sexhungrende blik og et kraftigt lag make-up. Skaber: Gina Wynbrandt. Fra Er der ikke nogen der vil bolle mig, please 6. Linda: Rumtidsagent for retfærdighed Navn: Linda* Optræder i: 21 album, 7 samlebind og 8 specialudgivelser om Linda og Valentins science fiction-eventyr.** Alder: I 20’erne. Sted: Lindas arbejde sender hende sammen med Valentin rundt på Jorden og i mange andre planeter i forskellige tidsaldre. Oprindeligt møder vi Linda i det 11. århundrede i Frankerriget, men deres missioner starter som regel i Galaxity, Jordens hovedstad i år 2720. Profession: Egentlig en bondepige, men nu rumtidsagent i rumtidstjenesten Galaxity. Mission: At bekæmpe magtbegærlighed, udforske fjerne planeter og sørge for retfærdighed. Sidekick: Makkeren Valentin, shingouzerne, schniarferen, gnavpotveksleren fra Bluxt, hr. Albert. Fjender: Alle der forstyrrer tid og rum skal tage sig i agt for Linda. Kendetegn: Det røde hår, viljestyrke og en stærk retfærdighedssans. Skabere: Pierre Christin og Jean-Claude Mézières *Bonusinfo: Lindas originale franske navn er Laureline. Den første pige i Frankrigs historie blev døbt Laureline i 1968, et år efter at Linda og Valentin begyndte at udkomme. I dag hedder flere tusind kvinder i Frankrig Laureline. Jean-Claude Mézières blev forresten overrasket, da han fik at vide, at hendes danske navn er Linda – for det hedder hans egen kone nemlig. **Bonusinfo: I 2017 skabte instruktøren Luc Besson biograffilmen Valerian and the City of a Thousand Planets på baggrund af historierne De tusinde planeters imperium og Skyggernes ambassadør. Fra Valerian: Skyggernes ambassadør |